Studiekreds - Dantes Guddommelige Komedie | Tibirke og Vejby Sogne

Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Studiekreds - Dantes Guddommelige Komedie

Dato
Torsdag d. 8. december 2022, kl. 19:00
Sted
Sognegården, Kirkebakken 4, 3210 Vejby

Den Guddommelige Komedie

8 foredragsaftner om Dantes mesterværk

Alle kan være med uanset forkundskaber.

På maleriet ses Dante holde Komedien i sin venstre hånd, og med sin højre peger han på vejen gennem Helvedet, Purgatoriet og Paradiset.

Domenico di Michelino, 'Komedien oplyser Firenze', 1465, Santa Maria del Fiore, Firenze.

Den Guddommelige Komedie (’komedie’ betyder, at det begynder dårligt, men ender godt) er verdens mest kommenterede litterære værk. Siden det udkom efter Dantes død 14. september 1321 har det inspireret generation efter generation af læsere. Når det kommer til kunstnere, malere og forfattere er spørgsmålet ikke, hvem der har ladet sig inspirere af Komedien, men hvem der ikke har.

Grunden til værkets fascinationskraft er enkel. Den Guddommelige Komedie er et enestående spejl på den menneskelige tilværelse i al dens gru, fortvivlelse, desperation, mulighed, herlighed og skønhed. På Dantes rejse i Helvedet, Purgatoriet og Paradiset bliver han konfronteret med snart sagt enhver tænkelig eksistentiel udfordring, og han finder vej. Heri ligger værkets relevans for den nutidige læser, der også skal navigere på et hav af strømninger, udfordringer og visuelle bombardementer.

Mere end noget andet er Den Guddommelige Komedie en dannelsesrejse. På denne rejse bliver Dante vejledt af Vergil, der repræsenterer den klassiske tradition og af Beatrice, der repræsenterer den kristne. Det er således på selve fundamentet af europæisk kultur, at Dante genvinder orienteringssansen og bliver forsonet med sig selv og sin skæbne.

I en tid, hvor grådighed, splittelse og magtliderlighed truer verdenssamfundet, og hvor vi har erstattet the Great Book med Facebook, er Dantes mesterværk så aktuelt som aldrig før. Kom med på en rejse til eksistensens sorte hul og videre til en verden, hvor omdrejningspunktet er kærlighed og oprigtig glæde på næstens vegne.

Deltagere kan med fordel låne eller anskaffe sig Dantes Guddommelige Komedie. På danske vers af Ole Meyer, 5. udgave, 4. rettede oplag, 2018 ff.

Underviser Martin Herbst, forfatter, foredragsholder, rejseleder, rådgiver, teolog fra Kbh. Universitet. www.martinherbst.dk.

Kursusleder: Sognepræst Ulrik Pilemand

Sted: Sognegården, Kirkebakken 4, 3210 Vejby

Tid: Torsdage kl. 19.00 - 21.30

TILMELDING: Tilmeld dig via dette link til Folkeuniversitetet under Helsingør Aftenskole:

https://tinyurl.com/3fb36zdv

850 kr. for hele forløbet. Enkelt aften 125 kr,  Betales ved indgangen.