Om Tibirke Kirke

Siden er under konstruktion

Den første stenkirke

Den første stenkirke har sandsynligvis været placeret på et gammelt hedensk offersted med en hellig kilde, hvor man har dyrket guden Ti eller Tyr. Herfra stammer muligvis stednavnet Tisvilde, som måske betyder Tyrs- eller Ti's væld. Måske har der også ligget en offerlund, hvad navnet Ti-birke kunne tyde på.  Oldtidsvejen, hvoraf der findes rester i Ellemosen syd-øst for kirken, har muligvis været valfartsvej til offerstedet og helligkilden.

Oldtidsvejen

Oldtidsvejen i Ellemosen


Oldtidsvejen i Ellemosen - Bag køerne

Opførelse 

Tibirke Kirke er antagelig bygget omkring 1120-1130 som en lille romansk kampestenskirke bestående af kirkens nuværende andet og tredje fag samt et lille kor med apsis. De ældste danske kirker er bygget i romansk stil som er baseret på et firkantet meget spartansk skib og et kor - udviklingen ledte hurtigt mod at også en apsis blev tilføjet. Apsis betyder "runding" eller "mange kantet".

Romansk tidsperiode 1000 - 1250

Den romanske stil
Den romanske stil hentyder til den højtudviklede byggeskik, der nedstammede fra det romerske imperiums storhedstid. Stilen blev overtaget af den kristne kirke og spredtes over Europa sammen med missionen.
Den romanske stil kendetegnes ved rundbuen, som både benyttes for at holde på konstruktionen og samtidig fungerer som dekoration. Men man kan også kende den romanske arkitektur på tykke vægge af sten, fladt bræddeloft og små vinduer med skrå kant - kaldet smigen - som sørgede for at der kom lidt ekstra lys ind i kirken. Overgangen mellem romansk og gotisk arkitektur var meget glidende i Danmark lige som i resten af Europa. I Tibirke Kirke ses endnu et par små romanske vinduer med skrå kanter, et blændet ses her under.

Blændet romansk vindue

HvælvingerTibirke kirke

Udvikling
I sidste halvdel af 1300-tallet er den lille kampestenskirke blevet udvidet med sit nuværende vestligste fag og skibet i sin helhed blevet forsynet med hvælvinger, hvor der tidligere var fladt bjælkeloft. Det var nu i den gotiske stilperiode og Tibirke kirke fulgte tidens byggeskik.  I løbet af det 13. århundrede begyndte man mere og mere kun at bygge i den gotiske stil.

Gotisk tidsperiode 

Ung-gotik:  1250-1300 Høj-gotik:   1300-1400 Sen-gotik:  1400-1550

Gotikken blev udviklet i Frankrig i midten af 1100-tallet. I Danmark, hvor man anvendte teglsten, blev de gotiske kirker nok højere og lettere end de romanske, men de danske gotiske kirker fik ikke den spinkelhed, som anvendelsen af natursten gav mulighed for i de centraleuropæiske katedraler. Den gotiske arkitektur har lige som den romanske et helt karakteristisk træk, og det er spidsbuen. Men man kan også kende den gotiske arkitektur på rum, der er højere og slankere end i den romanske arkitektur. Andre træk er træbuer og stræbepiller, krydshvælv og større vinduer end i den romanske arkitektur.

Romansk vindue lille med rundbue og smig indvendig for større lysindfald.

Gotisk spidsvindue indvendig Gotisk spidsvindue udvendig

Gotisk spidsbuevindue, med blomsterdekoration både ude og inde.

Lysekrone gotisk blomsterdekoration

De små blomsterrosetter fra de spidsbuede gotiske vinduer ses også som dekoration i lysekronerne.

Nordfacaden

I nordfacaden ses her gotisk rundbue i koret, romansk rundbue i skibet og her også gotisk spidsbue og døren til tårnet med sengotisk fladbue.

Sengotisk rundbuevindue uden dekoration ude Sengotisk rundbuevindue uden dekoration inde


Senere gotisk rundbuevindue uden dekoration

Sengotikken kendetegnes ved fladbuen, som ses over døren til våbenhuset og i tårnet. De to bygningsdele som er de senest tilbyggede i danske kirker.  I løbet af det 13. århundrede begyndte man mere og mere kun at bygge i den gotiske stil.

Forskellige vinduestyper

I koret ses stort rundbuevindue, i skibet et lille romansk rundbuevindue og et gotisk spidsbuevindue. I tårnet ses den senere sengotiske fladbue.


Fladbuen ses i tårnet og våbenhuset. - Tibirke Kirke med tre forskelllige vinduestyper der fortæller om romansk, gotosk og sengotisk stilperioder.


Mange danske middelalderkirker fik tilføjet våbenhuse i 1400 og 1500-tallet. De blev primært placeret på sydsiden og var mændenes indgang, da det kun var mænd som bar våben og de skulle lægge deres våben her før de gik ind i kirkesalen. I mange tilfælde blev der også opført et nordligt våbenhus ved kvindernes indgang. Tibirke kirke har et våbenhus i sydsiden, altså mandesiden som hed sværdsiden. I sværdsiden står mandebænkene og i den modsatte side kaldet spindesiden står kvindebænkene.

Våbenhuset i sværdsiden


Det nye kor 

I midten af 1400-tallet er det oprindelige kor revet ned, og et større kor, som er bredere end skibet, er opført. Muligvis har det været begyndelsen til en større ombygning af kirken, som aldrig er blevet til noget. Derfor ser Tibirke kirke også lidt atypisk ud. Almindeligvis er koret mindre end skibet, men her er det omvendt, fordi man aldrig fik bygget kirken større - kun koret. - Man mener, at midlerne til det store kor stammer fra de mange offergaver, som de valfartende gav efter deres besøg ved Helene kilde og grav.

 

 

Her ses en helt typisk dansk landsbykirke som udviklingen formede den og Tibirke Kirke  med det nye kor der er større end skibet.


Gavlmurenes øverste kant kaldes kammen. En gavl med sådanne kamtakker kaldes også en trappegavl. Den var et yndet træk i den gotiske arkitektur. Blændingerne er de fordybninger der udsmykker murværket.

 

I korets gavlmur ses blændinger, som er fordybninger i murværket og lavet som udsmykning.


Tårnet er opført i første halvdel af 1500-tallet, men har gennem århundrederne gennemgået mange ombygninger.  Tårnet er den bygningsdele der sidst er blevet tilføjet kirken.  De fleste kirker i Danmark kan bruges som kompas, da bygningen for det meste er øst-vest vendt med kirketårnet mod vest.
Foto fra Wikimedia Foundation© Tomasz Sienicki.

Senere blev kirkerne udbygget med apsis, kor og tårn


Her ses en rekonstruktion af en tidlig romansk kirke fra Hjerl Hede. Klokken sidder der hvor tårnet nu er placeret. De tidligste fra den romanske periode (1000 - 1250) bestod af skib og kor senere kom apsis og herefter våbenhus og tårn.

 

 

Sandflugten I 1500-tallet hærgede en omfattende sandflugt fra kysten ved Asserbo og lagde i løbet af et par hundrede år hele egnen øde. Før sandflugten havde området, ligesom det øvrige Sjælland, spredte bebyggelser og dyrket land, hvor jorden kunne bære det. Det vides ikke, hvorfor sandflugten opstod fra kysten ved Asserbo. Terrænet på den hævede havbund var formodentlig dækket af en skrøbelig bevoksning, som næppe tålte for meget slid, før det bare sand lå blottet. Sandflugten varede mere end hundrede år. Omkring år 1700 var problemet så omfattende, at mange bønder allerede havde forladt hus og hjem. Landsbyen Torup var allerede gået tabt, og byerne Tisvilde og Tibirke var truede.

 

Kirken er den eneste tilbageværende bygning fra det oprindelige Tibirke. Den frygtelige sandflugt lagde hele det område, hvor nu Tisvilde Hegn ligger, øde og ødelagde også Tibirke by der lå omkring kirken - ifølge indskriften over indgangen til våbenhuset - 9 gårde, en annekspræstegård, en degnebolig, kirkelade og adskillige huse. I 1725 var situationen så kritisk, at det blev besluttet at flytte gårdene ud på bymarken mod nord, mens alene kirken på kong Frederik den Fjerdes befaling blev liggende. Det fortælles, at sandet nåede næsten op til kirkens tag, og samtidig må sandflugten have givet sig udslag i almindelig forfald af kirkens inventar.  Tyskeren Johan Ulrich Røhl, var blevet kaldt til landet for at lede arbejdet med at standse sandflugten. Han var særdeles handlekraftig, men blev også hurtigt berygtet for sin hårdhændede behandling af folkene.  Lokale bønder med hestevogne, som skulle lave hoveriarbejde, 100 soldater samt 15 vogne fra Københavns Garnison arbejdede hårdt for at stoppe sandet.  Arbejdet bestod i at køre tang fra stranden, som blev lagt på sandet for at dæmpe vandringen og holde på fugten. Et omfattende grøftesystem blev gravet og sat med græstørv som forsvar mod sandets vandring, og der blev sat gærder samt plantet hjælme og marehalm. Røhl blev senere p.g.a sin opførsel frataget bestillingen.

 

Klik på billedet og se alter-reliefferne i stor størrelse
Altertavlen er fra ca 1475, og er enten skåret i Lübeck eller af en lybsk mester her i landet.  Den blev i 1740 erstattet af en barok-altertavle med et nadverbillede af J. F. Krügell som midterparti. Ses herunder og er udsnit af maleri i våbenhuset og malet af?

 

Den tidligere barokke altertavle med nadverbilledet i midten. Maleriet t er bevaret og hænger over døbefonten. Fotoet er et udsnit af maleriet der hænger i våbenhuset og malet af ?
Nadverbilledet af J. F. Krügell hænger over døbefonten

De ældste altertavle som blev resraureret og nu er kirkens pryd.

 

Den gamle altertavle blev stående bag den nye, indtil den i 1868 blev opmagasineret på Frederiksborg Slot, for senere i 1894 at havne på National-museet. Efter gentagne anmodninger fra menighedsrådet, der startende i 1911, fik man i 1935 lovning på, at tavlen ville komme tilbage, efter at den var blevet restaureret, hvilket skete i årene 1937-39.  Herfra kom den i 1939 tilbage i nyrestaureret stand og er nu kirkens pryd.  Krügells alterbillede er senere ophængt over døbefonten. De 8 felter i den oprindelige skabs- eller fløjaltertavle forestiller: - Kristi fødsel - De Hellige Tre Konger - Fremstillingen i templet - Korsfæstelsen - Opstandelsen - Himmelfarten - Pinsedag - Genkomsten

 

De Hellige Tre Konger
Korsfæstelsen
Himmelfart
Genkomsten
Kristi fødsel
Fremstillingen i templet
Opstandelsen
Pinsedag

 

Døbefonten er en romansk kumme af grovkornet granit og står på et omvendt terningekapitæl, antageligt fra en af områdets klosterruiner. Kummen, der har seks georgskors på siderne, tog ingen skade under sandflugten.  I 1732 stod fonten nede i kirken, men flyttedes op i koret og i 1742 marmoriseret og anstrøget med oliefarve. Dette blev dog, efter et ministerielt cirkulære, fjernet igen i 1889.

 

 


Prædikestolen Prædikestolen, udført af snedker Christian Holfelt i København i 1739, den erstattede den gamle, der var meget gammel og "uden dække".  Den nye stol har en himmel af hvid eg, som er blåmalet - i himmelens farve, mens rygstykket og opgangstrappen er af fyrretræ. Dog er rygstykket senere forsvundet. Selve stolen er marmoreret med forgyldte og røde lister. Den har en grøn frise øverst med ordene: "Guds ord er livets brød".

 

Kvindestolene med brudens plads forrest. Brudens stolestader er finere udsmykket og skiller sig ud fra de andre kvindestolestader som alle er ens. Til forskel fra mændenes stolestader der alle har forskellige bomærker - hver herre sit mærke ? Der har været låger for de enkelte rækker, men nu er det kun brudens plads der har bevaret lågen.
Stolestaderne er fra 1550-1575 og har været forsynet med låger, der fjernedes 1880.  Gavlene er særprægede og i mandssiden forsynet med Tibirke-mændenes bomærker, kvindestolene er ens med undtagelse af brudestolen, der er forsynet med en ekstra perlerad og årstallet 1562. Den bruges ikke ikke længere som degnestol, men har været det i mange år.  Stolegavlene i koret, som er det sidst tilbyggede, er fra 1745 og her er der ingen bomærker.

 

Mandestolestade 1

Mandestolestade 2

Mandestolestade 3

Mandestolestade 4


Mandestolestade 5

Mandestolestade  6

Mandestolestade 7

Mandestolestade 8


Mandestolestade 9

Mandestolestade 10

Mandestolestade 11

Mandestolestade 12


Mandestolestade 13

Korets stolestader er helt uden dekoration

 

 


Kvindestolestade

Bag brudens stolestade

Brudens stolestade med perlerække

Forreste brudestolestade


Nogle mærker minder om hinanden, f.eks. har 6 bomærker billeder der forestiller et træ med blade et enkelt er der kommet to fugle i træet smukt sat sammen så de danne et hjerte. Andre 6 har et skjold med dekoration og så er der en der stikker uden for og det er manden med hue og skæg. I koret er der ingen dekoration på stolestaderne.